Vejen ind i insekternes verden for vesterlændinge er sjældent en lige sti fra først at høre om det til at gøre det til sit levebrød. Sådan har det heller ikke været for Nina Askov, der står bag Buglady.dk. Vi har taget en snak om hvordan mad med insekter blev hendes måde at hjælpe til med at opnå den bæredygtighed vores planet har så alvorligt brug for.
'Buglady' Nina Askov. Photo: Dreaming Light Photography
For efterhånden mange år siden læste Nina Askov en avisartikel om, at i fremtiden, ja, der ville vi alle spise insekter. Ninas reaktion ”No way!”. Det var hun slet ikke klar på, og det troede hun heller ikke andre var. Som tiden gik vænnede hun sig dog mere og mere til idéen; det skete i takt med, at hun også fik dårligere og dårligere med den måde mange fødevarer, især kød, bliver produceret på. Det kulminerede for hende en dag, da hun hørte et foredrag med forskeren Joachim Offenberg, der talte om fordelene ved insekter – og så var Nina solgt. Hun ville gerne gøre noget ved den fødevareproduktion, som hun syntes var så forfærdelig, og med insekter så hun en potentiel løsning.
Vi skal være nysgerrige og undersøgende i forhold til, hvad vi kan gøre.” – Nina Askov
Nina fortæller, at hun altid har elsket at udvikle opskrifter og lege køkkenet. Og så kan hun godt lide at skubbe til folks forestillinger om, hvad man kan i et køkken, og hun kan godt lide, at insekter skubber til folk, sådan helt generelt. Hun uddyber: ”Vi står over for en kæmpe udfordring i forhold til miljø, klima, dyrevelfærd, og produktion af fødevarer. Og det gør mig simpelthen så ondt, så jeg bliver nødt til at gøre et eller andet. og der ser jeg insekter, som en måde at trække i en anden retning. Der er andre veje at gå end dem vi plejer. Jeg kan godt lide at skubbe til plejer. Vi skal være nysgerrige og undersøgende i forhold til, hvad vi kan gøre.”
Hver har sin måde at gå til klima- og bæredygtighedsproblemer på, og for Nina gjorde hendes passion for mad og opskrifter, at det var her hun ville yde sit. Hun anerkender, at insekter ikke vil løse alt, men her syntes hun, at hun kunne bidrage. Tanken med at starte Buglady.dk var, at når forbrugere hørte om insekter i maden og gerne ville prøve sig ad i deres egne køkkener, så ville hun stå klar med opskrifter, så de kunne gøre noget ved det.
'Buglady' Nina Askov. Photo: Lukas Renlund
Sådan begyndte det hele med en blog. Men efter et lille års tid fik hun sine første henvendelser om smagninger og foredrag. Derfor har hun også indtaget en plads på første parket til udviklingen i danskernes forhold til insekter i maden. Hun har oplevet, hvordan folk tøver mindre og mindre. Hun tror især, at det er den øgede mediebevågenhed, der har hjulpet. Folk har hørt om insekternes fordele, når det kommer til proteiner og bæredygtig produktion. Så nu går folk virkelig hurtigt fra ”ad” til at prøve, og Nina tror, at det oplysningen, der har hjulpet.
Det er tilgængeligheden der skal forbedres. Når den er der, så eksploderer det.
Der er selvfølgelig stadig dem, der bare er afvisende, som man ikke kan arbejde med, og selvom de råber højt, så udgør de en lille skare. Hun møder få, der tøver, og når hun gør spiller hun på sin egen ”fortid” med spiselige insekter. Hun udviser forståelse, og siger at det også var svært for hende første gang. Man kan ikke presse eller skamme folk ud i det. Der fungerer empati bedre. De fleste der er kommet over er jo allerede nysgerrige.
Dem hun har nemmest ved at få til fadet er akademikere og børn. Sidstnævnte kører bare insekterne ind, og råber tit begejstrede ting som ”de smager ligesom chips.”
Bug sandwiches. Photo: Buglady.dk
En vigtig faktor er selvfølgelig også, at det skal se lækkert ud. Hun har prøvet at servere smørrebrød med insekter, og det tog folk slet ikke imod. Generelt vil folk gerne smage et enkelt helt insekt, men kombinationen med smørrebrød holdt slet ikke. Det er ofte en proces, der kræver et par skridt, et par gentagelser. Hendes egen favorit er græshopper stegt i brunfarin, chilisovs og soya, som hun ruller i sesamfrø - og giver et squeeze lime. Det kan folk også godt lide, og sidst hun var på konference i Øksnehallen blev det spist rub og stub.
Når man ”Buglady” på klingen, og stikker til, hvorfor det lige skal være insekter, der skal redde verden og ikke en bedre distribution, alger eller andre foreslåede løsninger kommer hun med flere forklaringer. ”Insekter tikker rigtig mange af de rigtige bokse i forhold til klima og miljø. Men jeg tænker også, at det at tage insekter til sig sætter gang i en proces. Man bliver mere åben for at se og gøre tingene på en anden måde. Vi bliver åbne for at starte forfra.” Det mener hun også gælder de farme, der begynder at dyrke insekter. Hun mener, at de har en ambition om at tænke mere holistisk og trække tingene i anden og mere bæredygtig retning. Også for producenter ser hun insekterne som en mulighed for at re-tænke hele den måde vi producerer fødevare på. Hun er dog ikke naiv. ”Insekter kan misbruges på samme måde som alt muligt andet.”
Vi har det, der skal til for at få insekter til at smage godt.” – Nina Askov
Jeg spørger også indtil, hvad hun tror gør Danmark specielt, og hvorfor hun tror, at danskerne vil tage imod insekter hurtigere og med mere åbne arme, end det er sket andre steder – trods den stigende interesse. Først nævner hun vores innovative gastronomer. ”Vi har noget helt særligt i Danmark; en ny kokke-generation, som er ambitiøse, innovative, og kvalitetsbevidste. Vi har det der skal til for at få insekter til at smage godt.” Hun ser paralleller til ”Ny Nordisk”-bølgen, hvor nye opfindelser sætter gamle ting i nye rammer. Evnerne og kreativiteten er tilstede i Danmark. Og med Rasmus Leck Fischer og Nordic Food Lab foregår der en del allerede.
'Buglady' Nina Askov. Photo: Dreaming Light Photography
Mens også de danske forbrugere giver de spiselige insekter gode muligheder. ”Danskerne køber enormt meget økologi, vi har bevidste forbrugere, så det er muligt at danskerne vil går foran. Især fordi der i Danmark er megen prestige forbundet med at være fremme i skoene gastronomisk.” Det afhænger dog i høj grad af, at supermarkederne kommer med på bølgen, da tilgængeligheden, der også var den oprindelige tanke med Buglady.dk, er essentiel. Her håber hun, at Irma, der før – i en periode på et par dage – har haft insekter på hylderne, vil være first-movers igen, selvom de har været tøvende over for at komme på markedet igen. Men hun tror på det, for det er lige deres segment.
I første omgang vil hun prøve at overbevise Sticks ’n’ Sushi om idéen. Dem har hun snart et møde med. De skal også smage hendes yndlingsgræshopper. Og så har hun en bog på vej, som forhåbentlig også kan gøre lidt for at rykke til befolkningen. Men egentlig er oplysningen om fortræffelighederne der allerede, syntes hun. Det er tilgængeligheden der skal forbedres. Når den er der, så eksploderer det.
Be the first to comment
Sign in with
Facebook