Nu til dags ved vi faktisk en del om det ældgamle, nuragiske folkefærd fra Sardinien. Det gælder også deres madvaner. Vi ved, at da de boede på min barndomsø, der var det at jage bier for at få deres honning en farlig, omend almindelig, praksis - kun udført af mænd.

Nuragiske folk samlede også vilde urter, og de var i stand til at anvende avancerede gastronomiske tekniker så som rygning, bagning, og kogning. I nogle områder på Sardinien så som, Bargagia og Gallura, holder de stadig en bestemt gammel ret i live: latuka e mele (salat og honning) - en ret, der har været en del af vores sardinske arv i mere end 3000 år.

Jeg føler mig sikker på, at fødevarer ikke blev opbevaret på den mest hensigtsmæssige måde for 3000 år siden (der var ingen lufttætte poser den gang). Myrer må være blevet tiltrukket af honning, og nogle af disse myrer må have set en ende på deres korte liv på indersiden af en honningkrukke. Derfor forestiller jeg mig også, at folk må have indtaget en lækker blanding af honning, bivoks, bilarver og myrer.

Det er denne tanke, der inspirerer mig i dag, og jeg bruger myrer i min mad, som en ‘smagfuld provokation’ til den moderne opfattelse af insekter og gastronomi.

Wow, chokerende! Insekter i en salad! Har du husket at vaske den?!

Mange folk tror nemlig, at insekter er en fremtidens spise, men jeg foretrækker at se bagud og reflektere, og sætte projektørens lys mod en ret, der kommer fra min nuragiske forfædre.

https://www.youtube.com/watch?v=mIVXEkYvDXs

Hvis du kunne tænke dig at prøve retten her selv, så er dette min proces:

• Saml de vilde urter og myrer
• Pensl urterne med honning
• Flambér dem
• Tilføj myrer

Og så er du sådan set klar til at lukke dine øjne og nyde følelsen af mere end 3000 års history, der kærtegner ganen.

Tak til Giovanni Fancello for historisk research og data.